Elektriske løbehjul kan andet end være et sjovt transportmiddel - Portlr

Elektriske løbehjul kan andet end være et sjovt transportmiddel

Elløbehjul - erhverv

Der er meget debat omkring de nye elektriske løbehjul. Både at de ligger og flyder overalt og ikke mindst, at de fylder på cykelstierne. Men debatten mangler at se på potentialet for virksomhederne ved at udstyre deres medarbejdere med et løbehjul som supplement til firmabilen.

Hos Portlr og Blue Dock har vi fra start taget løbehjulet til os, da vi kunne se, at det ville spare os fra voldsomt meget tid. Tid som tidligere blev brugt i bilkøer. Det kunne også spare os de mange månedlige omkostninger til parkering i Indre By, hvor mange af vores kunder befinder sig.

At det også har en positiv grøn effekt samt reducerer mængden af biler og forurening i Indre By, er blot en positiv afledt effekt.

Her er tre eksempler på, hvordan vi hos os bruger det elektriske løbehjul:

En tur på de elektriske løbehjul til kundemøder i Indre By:

Mange af vores kunder er lokaliseret i Indre By. Tidligere tog vi bilen fra vores kontor i Vallensbæk til nærmeste parkeringsplads hos kunden. Det medførte masser af spildtid i kø samt høje omkostninger til parkering.

Siden januar har vi kørt til nærmeste gratis parkeringsplads, som typisk er 4-6 km fra Indre By. Herfra har vi taget løbehjulet resten af vejen.

Kundemøder i Århus:

For en uge siden havde vi et kundemøde i Århus. Hvor vi tidligere ville tage bilen med på færgen eller køre over broen, så tog vi denne gang vores (el)bil og parkerede ved færgen, hvorefter vi med hver vores løbehjul under armen gik om bord. Da vi ankom, trillede vi de sidste 6 km til kunden på vores løbehjul. Dette var både hurtigere og billigere.

Kundemøder i Odense:

Som elbils-bilist må man nogle gange acceptere, at der ikke er en lader lige rundt om hjørnet. Det var der heller ikke, sidst vi var i Odense. Her måtte vi parkere ved Zoo for at lade bilen op og så køre de sidste 4 km på løbehjulet.

Da vi kom tilbage til bilen efter mødet, var bilen fuldt opladt, og vi kunne køre tilbage til København.

Der er selvfølgelig masser af andre muligheder (tog, cykeltrailer osv.), som også løser ovenstående problemstillinger, men faktum er, at hvis man ønsker at ændre folks vaner, må man give dem et bedre og billigere alternativ. Her er løbehjulet for os som virksomhed en god løsning. Det sparer os tid uden, at vi skal gå på kompromis med fleksibiliteten og er gavnlig for miljøet og de, som bor i Indre By.